Jeg har normalt et arbejde hvor jeg møder kl 10. Hvilket gør at jeg står op kl 8.45. Helt perfekt.
Men i øjeblikket er jeg på skoleophold, hvilket gør, at jeg skal op kl 6 om morgenen for at være i skole på det hellige tidspunkt, kl 8.10. Hele morgenen og formiddagen er det eneste jeg tænker på, at jeg er nødt til at tage en lur når jeg kommer hjem. Jeg føler jeg har grus i øjenene til laaangt over frokosttid. Hvor imod når jeg sover til ca 8.45, så er jeg klar. Også selvom jeg har fået lige mange timers søvn.
Jeg har prøvet at vågne kl 4 eller 5 og føle mig frisk og overvejet, om jeg skulle blive oppe, når jeg ved, at når klokken bliver 6 og vækkeuret ringer, så bliver det svært. Det lykkedes bare aldrig, for jeg håber stadig, at kunne fungere som a-menneske, hvis bare jeg får nok søvntimer. Er der noget psykisk i at man føler sig træt om morgenen? Jeg bliver ved at sige til mig selv, at det da ikke kan passe, at jeg er træt efter så lang en nattesøvn. Men det må jo være hjernen der spiller en et pus, selvom man ikke kan forstå det. Jeg lærer nok aldrig at forstå det, men forhåbentlig at leve med det.

Jeg havde idag en spændende samtale med en herre, hvor vi snakkede om det at være A- eller B-menneske. Han fortalte at han er B-menneske med stort B, men at han tit står i en situation hvor han bliver nød til at møde op til møder ved en 9 tiden og derfor skal tvinge sig selv til at fungere som et A-menneske.
Det han gør for at kunne stå op tidligt og samtidigt fungere optimalt er at stå op kl. 5 i stedet for 8. Han oplever da at være meget mere frisk og klar i hovedet og meget bedre at kunne arbejde i de første morgen timer. Hvis han vælger at stå op kl. 8 oplever han at det er meget sværere og NÆSTEN umuligt at vågne. Ved ikke om det har noget med de forskellige søvnetaper at gøre? At man undgår at gå ind i den sidste etape af søvnen? Det har ihvertfald sat nogle tanker igang for mig og det er noget jeg vil forsøge næste gang jeg har en tidlig dag.