Danske Gymnasieelevers Sammenslutning bakker op om B-gymnasier

På Danske Gymnasieelevers Sammenslutnings landsmøde, hvor godt 200 gymnasieelever deltog, blev følgende resolution for nylig vedtaget:

”Foreningen ’B-samfundet’ har i den seneste tid tiltrukket sig stor mediebevågenhed med krav om accept af B-menneskers livsform og nye samfundsmæssige rammer til at understøtte denne.

Et af B-samfundets konkrete forslag til tiltag går ud på at skabe et såkaldt ’B-gymnasium’, hvor der ikke skal være undervisning før kl. 10. Vi støtter som gymnasieelever fuldt op om dette forslag.
Vi mener ikke, at det er udtryk for dovenskab, når man har svært ved at stå tidligt op og møde i skole kl. otte om morgenen.

Vi mener ikke, at det er udtryk for dovenskab, når man har det bedst med at lave sit hjemmearbejde ved midnatstid frem for lige efter skoletid. Vi tror på et fleksibelt og mangfoldigt uddannelsessystem, hvor der skal være plads til alle mennesketyper.

Vi vil derfor hermed opfordre alle danske gymnasier til at oprette linier, hvor undervisningen er tilrettelagt således, at der er bedre forudsætninger for at også B-mennesker kan deltage på lige vilkår med andre elever. De nuværende 8-16-rammer, der gennemsyrer hele vores samfund, er tilrettelagt efter en svunden tid.

I landbrugssamfundet var der behov for at mennesker stod tidligt op og arbejdede, men i vores moderne innovationssamfund er der ingen logisk påviselig årsag til dette. Disse rammer er ganske enkelt et levn fra gamle dage, som vi ingen grund ser til at opretholde”.

Gennemsnit: 4.7 (10 stemmer)
[ RELATERET: ]